Når amning er en kamp – en kamp man vælger at kæmpe

Lillesøster bliver 8 måneder om et par dage, det vil sige at jeg snart har ammet i 8 måneder og ammer stadig ca. 6 gange i døgnet.
Som tidligere fortalt var jeg meget usikker på om jeg ville komme til at amme da jeg ikke kunne amme storebror, men det gik “lettere” denne gang – HELDIGVIS.
Samtidig har det været mega hårdt både fysisk og psykisk. Jeg har ikke været ramt af brystbetændelse som så mange andre, hvilket jeg er dybt lykkelig for, men har flere gange i forløbet været ramt af mange smerter ved amning, smerter som hverken kommer af brystbetændelse, svamp eller forkert sutteteknik. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad der sker, i november havde jeg en ammekonsulent til at kigge og hun kunne bare sige at lillesøster havde en lidt høj gane, men ellers suttede fint.
Men hvorfor har jeg så stadig ondt?!
Det er ca. 14 dages tid hver anden måned hvor smerterne ved amning er ubærlige. Det svier, stikker og smerter, det trækker tårer og jeg må bide tænderne sammen mens hun ammer. Og så, fra den ene dag til den anden er det væk igen og amningen kører.
Jeg har flere gange bare tænkt at jeg ville kaste håndklædet i ringen, men har ikke muligheden, for selvom vi har forsøgt nægter hun at tage flaske og samtidig er hun for lille til at undvære mælk som en del af hendes næring.
Men i det perioder det køre og er smertefrit, der elsker jeg at amme. Jeg elsker den samhørighed det giver os og det gør mig stolt at jeg har kæmpet for at få det til at fungere denne gang. Amning er sgu ikke for alle og det er også okay. Amning er vigtig for mig og derfor er den værd at blive ved med at kæmpe for.

Har du også haft et ammeforløb med en svært start og som bare fortsatte med at være svær? Jeg vil rigtig gerne høre om jeres ammeforløb eller om jeres fravalg af amning.


Skriv et svar