At sige farvel til et hjem

I sidste weekend var det så endelig tid til at flytte fra vores lille rækkehus med gårdhave og ind i vores hus med kæmpe have.
Fra vi stod op til vores flyttemænd (vores familier) kom var det hele lidt kaotisk og jeg følte lidt at det kaos fortsatte indtil om eftermiddagen da alle var taget hjem igen. Jeg bryder mig ikke om at flytte og det er kun knap 3,5 år siden vi sidst flyttede. Det med at pakke alt ned og leve helt minimalisktisk er altså ikke lige mig og jeg hader hele processen med at pakke ud og finde nye pladser til alting og man det første lange stykke tid i det nye hjem aldrig kan finde det man skal bruge.

Vi flyttede fra denne udsigt i vores gamle soveværelse og til denne fra det nye.

Det er så skønt at have fået en have. Hunden og L nyder det i fulde drag og har ikke været til at drive ind de sidste to dage hvor det har været dejligt vejr.

Vi har længe vidst at vi ville bo et sted med have for L er så vild med at være ude, men har aldrig rigtigt gidet det i vores gamle lille gårdhave. Men nu kan han løbe rundt og udforske og sidde i græsset og hygge sig.

Men selvom huset er det vi længe har drømt om og vi alle nyder at bo her, så var det alligevel med en vis sørgmodighed at jeg hentede de sidste småting i rækkehuset lørdag aften. Jeg gik lidt rundt og kiggede i de tomme rum og mærkede minderne skylle ind over mig. Det var det hjem vi var flyttet til for at starte vores lille familie, det hjem vi bragte vores lille syge baby hjem til. Det hjem der har været både mit hjem og arbejdsplads de sidste 3,5 år. Selvom huset er en ny begyndelse og det er her vores familie bliver et nyt medlem rigere, var det stadig svært at pakke vores søns værelse ned og at sige farvel til alle de minder vi havde med ham i det gamle hus. Nu skal vi så lave nye minder i vores nye hus og jeg glæder mig allerede.

 

Skriv et svar