Barn med overvågning

Da vores søn blev født blev vi lukket ind i en helt ny verden, en verden med overvågning og frygt. Han var meget medtaget og havde dårlige lunger, noget som fulgte ham længe. Vi var indlagt længe og kom så efterfølgende hjem på tidligt hjemmeophold, med cpap, ilt, overvågning – hele molevitten. De første knap 10 måneder havde vi hele tiden overvågning på ham, døgnet rundt. Det var enormt stressende at have den bippende lyd hver gang han faldt i iltmætning eller hver gang han fik sparket sensoren af eller den sad skævt. Men samtidig var det også enormt trygt. Vi vidste at han var i live og havde det godt når alarmen ikke bippede. Da han ikke længere havde brug for cpap var det også tid til at give slip på overvågningen, hvilket var mere udfordrende end vi havde regnet med. Selvom overvågningen var stressende, irriterende og i vejen hele tiden, var det også en sikring om at han var i live.

Den dag hvor neonatalsygeplejersken sagde til mig at jeg måtte bide i det sure æble og stole på at han havde det fint, der græd jeg. Jeg græd i flere dage fordi jeg var så bekymret for at han ville stoppe med at trække vejret, jeg var bange for at han ville ligge død i sin seng når jeg kom ind til ham om morgenen. Men det var nok mere en kamp for mig end det reelt var noget der ville komme til at ske, for han havde ikke en eneste gang i over et halvt år haft respirationsstop, så hvorfor skulle han have det i en alder af 10 måneder.

Og nu melder frygten sig igen. Ikke på min søns vegne, han er over 3 år nu og jeg har lært at måtte stole på at han er i live når han ind imellem vælger at sove længere end os, men for vores datter når hun om 3 måneders tid melder sin ankomst. Jeg kan mærke at jeg allerede inden hun er født er bange for at hun en dag ikke trækker vejret. Det var faktisk en frygt jeg allerede havde inden jeg blev gravid, frygten for at mit barn ville stoppe med at trække vejret. Frygten er selvfølgelig lagret i mig efter vores søns lange forløb med dårlig vejrtrækning og den er svær at slippe. Jeg har flere gange måtte tage mig selv i at kigge på forskellige former for søvn og apnø overvågning, så jeg i det mindste ved hun ikke dør imens vi sover. Men hvorfor skulle det blive nødvendigt?! Det er så få børn om året der rent faktisk dør uventet, vi er meget opmærksom på anbefalingerne og var det også sidste gang. Vi har endda en af de madrasser der er lavet til forebyggelse af vuggedød, min mands eneste krav til børneværelset.
Men at mit barn skulle dø er og bliver nok min største frygt, en frygt vi havde tæt ind på livet de første mange måneder af vores søns liv, en frygt der nok ikke forsvinder foreløbigt. Men sådan er det nok bare når man har haft et barn på overvågning.

Skriv et svar