At sige farvel til et hjem

At sige farvel til et hjem

I sidste weekend var det så endelig tid til at flytte fra vores lille rækkehus med gårdhave og ind i vores hus med kæmpe have.
Fra vi stod op til vores flyttemænd (vores familier) kom var det hele lidt kaotisk og jeg følte lidt at det kaos fortsatte indtil om eftermiddagen da alle var taget hjem igen. Jeg bryder mig ikke om at flytte og det er kun knap 3,5 år siden vi sidst flyttede. Det med at pakke alt ned og leve helt minimalisktisk er altså ikke lige mig og jeg hader hele processen med at pakke ud og finde nye pladser til alting og man det første lange stykke tid i det nye hjem aldrig kan finde det man skal bruge.

Vi flyttede fra denne udsigt i vores gamle soveværelse og til denne fra det nye.

Det er så skønt at have fået en have. Hunden og L nyder det i fulde drag og har ikke været til at drive ind de sidste to dage hvor det har været dejligt vejr.

Vi har længe vidst at vi ville bo et sted med have for L er så vild med at være ude, men har aldrig rigtigt gidet det i vores gamle lille gårdhave. Men nu kan han løbe rundt og udforske og sidde i græsset og hygge sig.

Men selvom huset er det vi længe har drømt om og vi alle nyder at bo her, så var det alligevel med en vis sørgmodighed at jeg hentede de sidste småting i rækkehuset lørdag aften. Jeg gik lidt rundt og kiggede i de tomme rum og mærkede minderne skylle ind over mig. Det var det hjem vi var flyttet til for at starte vores lille familie, det hjem vi bragte vores lille syge baby hjem til. Det hjem der har været både mit hjem og arbejdsplads de sidste 3,5 år. Selvom huset er en ny begyndelse og det er her vores familie bliver et nyt medlem rigere, var det stadig svært at pakke vores søns værelse ned og at sige farvel til alle de minder vi havde med ham i det gamle hus. Nu skal vi så lave nye minder i vores nye hus og jeg glæder mig allerede.

 

Barn med overvågning

Barn med overvågning

Da vores søn blev født blev vi lukket ind i en helt ny verden, en verden med overvågning og frygt. Han var meget medtaget og havde dårlige lunger, noget som fulgte ham længe. Vi var indlagt længe og kom så efterfølgende hjem på tidligt hjemmeophold, med cpap, ilt, overvågning – hele molevitten. De første knap 10 måneder havde vi hele tiden overvågning på ham, døgnet rundt. Det var enormt stressende at have den bippende lyd hver gang han faldt i iltmætning eller hver gang han fik sparket sensoren af eller den sad skævt. Men samtidig var det også enormt trygt. Vi vidste at han var i live og havde det godt når alarmen ikke bippede. Da han ikke længere havde brug for cpap var det også tid til at give slip på overvågningen, hvilket var mere udfordrende end vi havde regnet med. Selvom overvågningen var stressende, irriterende og i vejen hele tiden, var det også en sikring om at han var i live.

Den dag hvor neonatalsygeplejersken sagde til mig at jeg måtte bide i det sure æble og stole på at han havde det fint, der græd jeg. Jeg græd i flere dage fordi jeg var så bekymret for at han ville stoppe med at trække vejret, jeg var bange for at han ville ligge død i sin seng når jeg kom ind til ham om morgenen. Men det var nok mere en kamp for mig end det reelt var noget der ville komme til at ske, for han havde ikke en eneste gang i over et halvt år haft respirationsstop, så hvorfor skulle han have det i en alder af 10 måneder.

Og nu melder frygten sig igen. Ikke på min søns vegne, han er over 3 år nu og jeg har lært at måtte stole på at han er i live når han ind imellem vælger at sove længere end os, men for vores datter når hun om 3 måneders tid melder sin ankomst. Jeg kan mærke at jeg allerede inden hun er født er bange for at hun en dag ikke trækker vejret. Det var faktisk en frygt jeg allerede havde inden jeg blev gravid, frygten for at mit barn ville stoppe med at trække vejret. Frygten er selvfølgelig lagret i mig efter vores søns lange forløb med dårlig vejrtrækning og den er svær at slippe. Jeg har flere gange måtte tage mig selv i at kigge på forskellige former for søvn og apnø overvågning, så jeg i det mindste ved hun ikke dør imens vi sover. Men hvorfor skulle det blive nødvendigt?! Det er så få børn om året der rent faktisk dør uventet, vi er meget opmærksom på anbefalingerne og var det også sidste gang. Vi har endda en af de madrasser der er lavet til forebyggelse af vuggedød, min mands eneste krav til børneværelset.
Men at mit barn skulle dø er og bliver nok min største frygt, en frygt vi havde tæt ind på livet de første mange måneder af vores søns liv, en frygt der nok ikke forsvinder foreløbigt. Men sådan er det nok bare når man har haft et barn på overvågning.