Uge 30 – ugen hvor det hele gik galt

Uge 30 – ugen hvor det hele gik galt

Så nåede jeg endelig uge 30 af min graviditet og det er lidt af en milepæl for mig som præmaturmor. Min søn er født i uge 30, 30+3 for at være helt præcis. I skrivende stund er jeg 30+2 og har ingen tegn på svangerskabforgiftning eller HELLP syndrom og jeg har det godt! Sidste gang var jeg meget syg på denne dag, mit blodtryk var højt, jeg havde synsforstyrrelser, overdrevent meget væske i kroppen og smerter i ryggen (som senere blev identificeret som lever og nyrer smerter). L var næsten stoppet med at bevæge sig, men jeg skød det hele lidt til siden, for jeg skulle jo på hospitalet til tjek den næste dag.

 

24/12 2014 da jeg var 30+1 med min søn

At nå til uge 30 har været en milepæl for mig hele denne graviditet og jeg har næsten også set frem til at få dagen 30+3 overstået så jeg kunne få ro i mit hoved og faktisk turde tro på at det hele nok skal gå godt denne gang og at vores lille pige kommer når hun er klar og ikke som sin bror komme ud fordi mit liv afhænger af det.

 

13/5 2018 30+1 med min datter

De to første dage her i uge 30 lagde jeg faktisk ud med at være ekstremt emotionel og græd næsten hele tiden. Jeg er i en sindstilstand af næsten konstant frygt, hvilket jo heller ikke er godt, men jeg prøver at fokusere på de milepæle jeg har sat mig, som var 30+3, dernæst uge 34 og til sidst uge 37, hvor jeg så kan kalde mig mor til et maturt barn. Kan slet ikke vente til klokken bliver 22.03 tirsdag aften, for så kan jeg officielt sige, at jeg er det mest gravide jeg nogensinde har været 😀

 

Tilvækstscanning og uge 28

Tilvækstscanning og uge 28

Så nåede jeg til uge 28 i min anden graviditet og sikke en forskel. Da jeg nåede uge 28 i første graviditet var det med smerter, hævelser og forhøjet blodtryk der blev kvitteret med en uges indlæggele på barselsgangen. I får lige lidt baggrundshistorie:
Da jeg var 28 uger henne med min søn havde jeg i nogle uger lidt af meget væske i kroppen, mest i ansigt og ankler, smerter i kroppen og ekstrem træthed. Jeg var blevet sendt til tilvækstscanning fordi jordemoderen var i tvivl om hvor stor han var og til scanning viste det sig han var lille, men ikke så meget at det var bekymrende, men det var mit blodtryk til gengæld! Det var skyhøjt og jeg blev indlagt på barselsgangen den følgende uge med svagerskabsforgiftning og fik blodtryksmedicin og måtte ikke bevæge mig rundt. 30+3 kommer min søn til verden ved akut kejsersnit.

Derfor er uge 28-30 en milepæl som skal bare skal overstås! Jeg har næsten hele denne graviditet skulle tage mit blodtryk hjemme og skulle så til tilvækstscanning igen her i uge 28 for at de kunne tjekke hendes størrelse og flowet i moderkage og navlesnor. Heldigvis ligger der en 1213 gram baby (normal størrelse) med godt flow 😀 Skal scannes igen om 4 uger for at være sikker på at det fortsætter sådan. Mit blodtryk er stadig normalt og jeg lider hverken er smerter eller hævelser denne gang.  Så det kunne jo næsten ikke være bedre!
Jeg krydser bare virkelig fingre for at jeg kommer igennem den her graviditet uden svangerskabsforgiftning eller HELLP-syndrom. Den næste milepæl bliver helt klart at runde 30+4 og derefter være det mest gravide jeg nogensinde har været.

uge 18            til            uge 28

At sige farvel til et hjem

At sige farvel til et hjem

I sidste weekend var det så endelig tid til at flytte fra vores lille rækkehus med gårdhave og ind i vores hus med kæmpe have.
Fra vi stod op til vores flyttemænd (vores familier) kom var det hele lidt kaotisk og jeg følte lidt at det kaos fortsatte indtil om eftermiddagen da alle var taget hjem igen. Jeg bryder mig ikke om at flytte og det er kun knap 3,5 år siden vi sidst flyttede. Det med at pakke alt ned og leve helt minimalisktisk er altså ikke lige mig og jeg hader hele processen med at pakke ud og finde nye pladser til alting og man det første lange stykke tid i det nye hjem aldrig kan finde det man skal bruge.

Vi flyttede fra denne udsigt i vores gamle soveværelse og til denne fra det nye.

Det er så skønt at have fået en have. Hunden og L nyder det i fulde drag og har ikke været til at drive ind de sidste to dage hvor det har været dejligt vejr.

Vi har længe vidst at vi ville bo et sted med have for L er så vild med at være ude, men har aldrig rigtigt gidet det i vores gamle lille gårdhave. Men nu kan han løbe rundt og udforske og sidde i græsset og hygge sig.

Men selvom huset er det vi længe har drømt om og vi alle nyder at bo her, så var det alligevel med en vis sørgmodighed at jeg hentede de sidste småting i rækkehuset lørdag aften. Jeg gik lidt rundt og kiggede i de tomme rum og mærkede minderne skylle ind over mig. Det var det hjem vi var flyttet til for at starte vores lille familie, det hjem vi bragte vores lille syge baby hjem til. Det hjem der har været både mit hjem og arbejdsplads de sidste 3,5 år. Selvom huset er en ny begyndelse og det er her vores familie bliver et nyt medlem rigere, var det stadig svært at pakke vores søns værelse ned og at sige farvel til alle de minder vi havde med ham i det gamle hus. Nu skal vi så lave nye minder i vores nye hus og jeg glæder mig allerede.

 

Barn med overvågning

Barn med overvågning

Da vores søn blev født blev vi lukket ind i en helt ny verden, en verden med overvågning og frygt. Han var meget medtaget og havde dårlige lunger, noget som fulgte ham længe. Vi var indlagt længe og kom så efterfølgende hjem på tidligt hjemmeophold, med cpap, ilt, overvågning – hele molevitten. De første knap 10 måneder havde vi hele tiden overvågning på ham, døgnet rundt. Det var enormt stressende at have den bippende lyd hver gang han faldt i iltmætning eller hver gang han fik sparket sensoren af eller den sad skævt. Men samtidig var det også enormt trygt. Vi vidste at han var i live og havde det godt når alarmen ikke bippede. Da han ikke længere havde brug for cpap var det også tid til at give slip på overvågningen, hvilket var mere udfordrende end vi havde regnet med. Selvom overvågningen var stressende, irriterende og i vejen hele tiden, var det også en sikring om at han var i live.

Den dag hvor neonatalsygeplejersken sagde til mig at jeg måtte bide i det sure æble og stole på at han havde det fint, der græd jeg. Jeg græd i flere dage fordi jeg var så bekymret for at han ville stoppe med at trække vejret, jeg var bange for at han ville ligge død i sin seng når jeg kom ind til ham om morgenen. Men det var nok mere en kamp for mig end det reelt var noget der ville komme til at ske, for han havde ikke en eneste gang i over et halvt år haft respirationsstop, så hvorfor skulle han have det i en alder af 10 måneder.

Og nu melder frygten sig igen. Ikke på min søns vegne, han er over 3 år nu og jeg har lært at måtte stole på at han er i live når han ind imellem vælger at sove længere end os, men for vores datter når hun om 3 måneders tid melder sin ankomst. Jeg kan mærke at jeg allerede inden hun er født er bange for at hun en dag ikke trækker vejret. Det var faktisk en frygt jeg allerede havde inden jeg blev gravid, frygten for at mit barn ville stoppe med at trække vejret. Frygten er selvfølgelig lagret i mig efter vores søns lange forløb med dårlig vejrtrækning og den er svær at slippe. Jeg har flere gange måtte tage mig selv i at kigge på forskellige former for søvn og apnø overvågning, så jeg i det mindste ved hun ikke dør imens vi sover. Men hvorfor skulle det blive nødvendigt?! Det er så få børn om året der rent faktisk dør uventet, vi er meget opmærksom på anbefalingerne og var det også sidste gang. Vi har endda en af de madrasser der er lavet til forebyggelse af vuggedød, min mands eneste krav til børneværelset.
Men at mit barn skulle dø er og bliver nok min største frygt, en frygt vi havde tæt ind på livet de første mange måneder af vores søns liv, en frygt der nok ikke forsvinder foreløbigt. Men sådan er det nok bare når man har haft et barn på overvågning.

Når nesting trangen melder sig

Når nesting trangen melder sig

Nesting, eller redebyggeri som det hedder på dansk, er nok noget de fleste kvinder ser frem til under graviditeten. Som præmatur mor var det noget jeg gik glip af sidste gang, da min søn blev født 30+3. Vi var kort tid forinden flyttet og havde ikke nået at få gjort børneværelset klar endnu, der var endda en masse ting vi ikke havde købt endnu.
Denne gang har jeg haft en følelse af at det hele skulle være klar inden uge 30 i tilfælde af at det hele skulle gå galt igen. Det er måske lidt paranoid, men jeg er bare sådan en person der godt kan lide at der er styr på tingene og ikke for mange overraskelser.
Om et par uger skal vi flytte i hus og lige nu arbejder min mand og mine forældre på fuld knald for at gøre huset klar og i løbet af ugen kan jeg endelig komme i gang med at neste.
Jeg har 3 flyttekasser med ting til værelset og mangler stadig et puslebord. Nogle af de bedste ting jeg har fået købt er en mega lækker sengerand fra babylab. (ikke sponsoreret)

Jeg har bare været forelsket i den i flere måneder og vidste at jeg gerne ville have den hvis vi skulle have en pige. Jeg har også købt en fin lyserød sengehimmel og denne her fine sky uro. Jeg glæder mig så meget til at vise jer hvordan jeg får indrettet værelset! Og glæder mig til endelig at få nestet!

Velkommen

Velkommen til mit lille blog univers!

Jeg vil starte med at fortælle lidt om mig selv og så lidt om min lille familie som bloggen kommer til at handle om.

Jeg hedder Malou og er 27 år gammel. Jeg er uddannet pædagog, men har siden 2015 gået hjemme med vores søn pga. de udfordringer han har, som i kommer til at hører mere om. Jeg har de sidste to år arbejdet på mit vægttab, men nu er jeg gravid med lillesøster og har sat vægttabet på pause. 35 kg blev det til inden graviditeten.

Jeg er gift med N på 5.år og i april har vi været kærester i 9 år. I julen 2014 blev vi forældre, 10 uger før tid, til vores søn L. Han blev født for tidligt fordi jeg havde fået svangerskabsforgiftning som udviklede sig til HELLP syndrom. Han var desværre meget medtaget og måtte i respirator, det gjorde at han udviklede lungesygdommen BPD og var iltkrævende de første 9 måneder af hans liv. Hans BPD mærker vi dog sjældent noget til og han er en frisk og fræk fyr på 3 år. Desværre har hans tidlige fødsels og lange behandling gjort at han er forsinket i sin udvikling og går i special børnehave.
Men hele min fødselsberetning og L’s forløb kommer til at fylde et par indlæg, så det vil jeg ikke komme dybere ind på nu.

Efter det voldsomme forløb vi var igennem med L, er jeg nu gravid i højrisiko og skal tage medicin for at forebygge HELLP og for tidlig fødsel. Jeg er i dag 22+0 og har heldigvis ikke tegn på at der er noget galt. I det hele taget har denne graviditet været langt mere behagelig end sidste, uden nær så mange gener og fysiske begrænsninger. Så jeg krydser fingre for et sygdomsfrit forløb denne gang.

Det var det jeg havde på hjertet i dag. Håber du kigger forbi igen en anden gang!