Når amning er en kamp – en kamp man vælger at kæmpe

Når amning er en kamp – en kamp man vælger at kæmpe

Lillesøster bliver 8 måneder om et par dage, det vil sige at jeg snart har ammet i 8 måneder og ammer stadig ca. 6 gange i døgnet.
Som tidligere fortalt var jeg meget usikker på om jeg ville komme til at amme da jeg ikke kunne amme storebror, men det gik “lettere” denne gang – HELDIGVIS.
Samtidig har det været mega hårdt både fysisk og psykisk. Jeg har ikke været ramt af brystbetændelse som så mange andre, hvilket jeg er dybt lykkelig for, men har flere gange i forløbet været ramt af mange smerter ved amning, smerter som hverken kommer af brystbetændelse, svamp eller forkert sutteteknik. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad der sker, i november havde jeg en ammekonsulent til at kigge og hun kunne bare sige at lillesøster havde en lidt høj gane, men ellers suttede fint.
Men hvorfor har jeg så stadig ondt?!
Det er ca. 14 dages tid hver anden måned hvor smerterne ved amning er ubærlige. Det svier, stikker og smerter, det trækker tårer og jeg må bide tænderne sammen mens hun ammer. Og så, fra den ene dag til den anden er det væk igen og amningen kører.
Jeg har flere gange bare tænkt at jeg ville kaste håndklædet i ringen, men har ikke muligheden, for selvom vi har forsøgt nægter hun at tage flaske og samtidig er hun for lille til at undvære mælk som en del af hendes næring.
Men i det perioder det køre og er smertefrit, der elsker jeg at amme. Jeg elsker den samhørighed det giver os og det gør mig stolt at jeg har kæmpet for at få det til at fungere denne gang. Amning er sgu ikke for alle og det er også okay. Amning er vigtig for mig og derfor er den værd at blive ved med at kæmpe for.

Har du også haft et ammeforløb med en svært start og som bare fortsatte med at være svær? Jeg vil rigtig gerne høre om jeres ammeforløb eller om jeres fravalg af amning.


En stor beslutning

For en måneds tid siden tog vi en stor beslutning om at påbegynde udredningen af vores lille mand. Det var en meget svær beslutning som vi var nødt til at tage for at give ham de bedst mulige vilkår når han til næste sommer skal forlade børnehavens trygge rammer og begynde i skole. Vi har nok noget tid vidst at det var uundgåeligt, det er bare svært at tage valget og sige “nu er det nu”. Så i starten af måneden fik vi 3 skemaer fra PPR psykologen som vi skulle udfylde og det samme skulle hans primær pædagog. Da vi udfyldte dem gik det op for mig hvor mange problematikker vores lille mand møder i hverdagen og hvor meget han ikke kan rent socialt. Selvom han stille og roligt udvikler sig er han på mange punkter kun som en 1 årig. Det er hårdt at sluge og det er en kæmpe sorg for mig, som jeg vil skrive lidt mere om en anden gang. Om 14 dages tid skal vi til møde og snakke om svarene på testene og det videre forløb. Det er bestemt ikke sjovt, det er hjerteknusende og pisse hårdt, men det er et nødvendigt unde hvis han på sigt skal have den hjælp han har brug for.

Tænk engang, til næste sommer har vi et skolebarn. Det virker så urealistisk! Han er stadig så lille bitte, føler slet ikke han er stor nok til at komme i skole om lidt over et år. Men sådan har de fleste forældre det nok.

Tiden løb fra mig..

Det er over to måneder siden at jeg har skrevet herinde. Er faktisk startet op på et par indlæg, men har aldrig fået gjort dem færdig. 
Vi blev jo for 4,5 måned siden forældre til en dejlig og glad lille pige, desværre er hun et af de børn der ikke sover meget, som regel kun 40 minutter af gangen og når der også er andre ting der skal ses til, så kommer bloggen altså i sidste række. 
De sidste to måneder har stået på mødre gruppe møder, barnedåb og ammeproblemer. Det er tre ting jeg gerne vil skrive meget mere om. Heldigvis er lillesøster begyndt at sove om aftenen 7-9-13, så får forhåbentlig lidt mere tid. 
Storebror er desværre ret udfordret for tiden og er udadreagerende mod far og jeg, så det er også noget der har fyldt rigtig meget og som vi fortsat arbejder med. 

Glæder mig sådan til at vende tilbage og håber I er klar til at læse med!

Søvnmangel og amning

Søvnmangel og amning

Lillesøster tager ikke nok på på trods af at jeg ammer på livet løs. Sundhedsplejersken er ikke bekymret fordi hun er vågen og aktiv, ikke er ked af det og hun ser ikke tynd og afpillet ud. Jeg har bare kæmpet for at få amningen til at køre og de sidste 16 dage kæmpet for at smide ammebrikkerne, men føler jeg er ved at tabe den kamp. I første omgang kom de på fordi hver amning forløb med at jeg sad og græd af smerte og blev ved med at få at vide at hun tog rigtigt fat. Så det blev til ammebrikker for jeg ville amme hende. Men gang på gang falder hun på vægtkurven selvom jeg ammer minimum 8×40 min i døgnet. Så måtte se om jeg kunne smide brikkerne for at få hende til at tage på. Men det har ikke hjulpet, i en alder af 12 uger har hun kun taget 1020 g. på og har kun lige rundet 5 kg. De sidste par dage er det igen begyndt at være smertefuldt ved hver amning og jeg er begyndt at få blå mærker. Og jeg mister modet for jeg kæmper for at give hende det mælk. Og efter en nat med kun 3 timers usammenhængende søvn har jeg grædt en del over det i dag og føler mig som et flop som mor selvom min mand har opmuntret mig. Men når jeg ser det glade lille ansigt bliver jeg mindet om hvorfor jeg gør det. Amning er hårdt og en kæmpe kamp, men jeg gør det for min datter fordi jeg elsker hende.

 

Lillesøsters fødsel

Lillesøsters fødsel

Nu er lillesøster snart 12 uger så tænkte det var ved at være tid til en fødselsberetning. Jeg skal også en dag have skrevet storebrors, men det er bare betydeligt længere og meget mere snørklet.
Jeg vil ikke ligge låg på hvis der var noget der var klamt, for let’s face it, selvom fødsler er noget af det mest fantastiske vi kan udrette, så er det altså også ret klamt! Lad os begynde…

Jeg havde en hellp graviditet, et kejsersnit og en for tidlig fødsel i bagagen, så da jeg nåede termin var jeg lykkelig over ikke at få endnu et præmaturt barn, i stedet skulle jeg nu væbne mig med tålmodighed og mod, hellp kan nemlig indtræffe helt frem til fødslen og sågar de første par dage efter fødslen. Og kejsersnit er jo altid en risiko, det er det for alle, men jeg ønskede så vidt muligt at føde selv. Jeg havde også et brandende ønske om at gå i gang selv, for pga. kejsersnittet var igangsættelse processen anderledes og hvert indgreb udefra øger risikoen for kejsersnit.
Da jeg var 41+3 blev jeg som alle andre indkaldt til undersøgelse og en snak om igangsættelse. Jordemoderen testede urinprøve (for svangerskabsforgiftning), tog mit blodtryk kørte en CTG og tjekkede min livmoderhals, som ikke var åbnet det mindste, men den var blevet blød. Så vi tog hjem igen og ventede videre. Næste morgen begyndte jeg så småt at få veer, de var sporadiske, men jeg brugte tiden på at pakke de sidste ting i tasken og ringede til mine forældre for at sige at de nok kom til at skulle overnatte hjemme hos os sammen med den kommende storebror. Om eftermiddagen kom min mor for at hjælpe med storebror, da far skulle på aftenarbejde, jeg var sikker på der var langt igen da jeg kun havde veer 3-4 gange i timen og de var ikke specielt slemme. Ved 16 tiden kom min far hjem fra arbejde og jeg havde bedt ham købe chokopops med for det var det eneste jeg havde lyst til at spise. Min mor blev ved med at sige jeg skulle tage tid på veerne for nu syntes hun de kom oftere og oftere. så det gjorde vi i en times tid, og de svingede så meget i længde, men jeg ringede alligevel til min mand som kom hjem kort tid efter. Jeg havde op til fødslen øvet Anja Bays metode “smertefri fødsel” og kunne langt hen af vejen bruge normal dyb og rolig vejrtrækning. Det var først omkring da min mand kom hjem at jeg måtte i gang med loboro vejrtræningen.

Mine forældre lavede mad til storebror og far lagde ham i seng og bagefter sendte vi mormor og morfar hjem, for det stressede mig lidt at de var her og snakkede til mig når jeg bare havde brug for ro. Vi lå på sofaen og så American Dad, min mand tog tid på veerne, mens jeg brugte mine vejrtrænings metoder. Da klokken nærmede sig 21 ringede vi til fødegangen og til mormor og morfar. Jeg aftalte med fødegangen at vi ville komme omkring klokken 22. Mine veer var stadig ikke helt jævne, men nu kunne de mærkes og pga det tidligere kejsersnit skulle jeg tidligere ind end man normalt råder, fordi jeg skulle overvåges med CTG hele vejen igennem. Da mine forældre kom pakkede min mand bilen og vi kørte de 8 min vi bor fra hospitalet. Det var en onsdag aften i en lille provinsby, så vi mødte jo ikke det vilde trafik, alligevel kørte min mand den mest mærkelige rute til hospitalet, han var alligevel nok lidt paf over at det skulle være nu, selvom han ikke vil være ved det. Vi ankom til hospitalet og jeg vraltede den forholdsvis korte tur ned til fødemodtagelsen og måtte stoppe flere gange undervejs pga veer. Vi bliver taget imod af en jordemoder og vist ind på en stue hvor jeg bliver undersøgt, 5 cm, så jeg kunne bare blive. Det var rart at vide at vi allerede var så langt, havde virkelig mistet modet hvis jeg ikke havde åbnet mig nok og var blevet sendt hjem. Veerne bider godt nu, men bliver sendt ud og lave en urinprøve. Det kan slet ikke beskrives hvor svært det er at tisse og have veer samtidig, men tænker at de fleste mødre ved hvad jeg taler om. Tilbage på modtagelsesstuen er klokken ved at nærme sig 23 og en anden jordemoderkommer og hilser på og viser os ned på fødestuen. Hun sætter CTG på mig og undersøger mig og siger at jeg nu er 6 cm åben og er meget imponeret over mit ve-arbejde og spørger om det er smertefri fødsel jeg bruger. Min mand giver hende et papir jeg har fået af min konsultationsjordemoder som jeg skulle udfylde med ønsker. Hun skimmer det, griner lidt og siger: “ja, alt andet end kejsersnit i fuld narkose, det var en meget beskeden ønskeliste, så mon ikke vi kan klare det?”. Så spørger hun om jeg vil i badekar og da det var et af mine få ønsker om smertelindring fylder hun vand i. Jeg smider bukser, trusser og bluse og stiger i vandet. Hun havde kun fyldt karet halvt op inden hun gik med mine papirer så jeg må ligge på en lidt mærkelig måde i karet for ikke at komme til at fryse. Jeg spiste lige en halv müsli bar, men fik kvalme af den. Min mand sidder på en høj stol ved siden af karet og nusser mig på ryggen, han har så senere fortalt at han var så træt at han sad og blundede imens. En halv time senere kommer jordemoderen og fylder resten af karet op. Jeg ligger på alle fire i vandet og arbejder med veerne som har nærmet sig vestorm nu, pludselig kan jeg bare mærke at jeg skal kaste op og skynder mig at hænge hovedet over kanten, heldigvis er jordemoderen og min mand hurtige og når at finde en pose inden jeg kaster op på gulvet. Her gik det så op for mig hvorfor det er at de fraråder at man spiser under fødslen. Nu ville jordemoderen have mig op at vandet, CTG’en driller lidt og lillesøster er begyndt at blive lidt påvirket og skal have en elektrode på hovedet. Herefter er det hele lidt sløret for mig. Jeg bliver langt på siden og holder min mand i hånden, men veerne kommer bare på stribe og jeg puster og puster, men må indimellem tage nogle dybe vejretrækninger. Det står på, som hvad der føles som en evighed og jeg ligger bare med lukkede øjne, har ikke overskud til at sige noget som helst, hvis jeg havde haft havde jeg skreget efter noget bedøvelse, hvilket jeg inden fødslen absolut ikke ville have. Min mand og jordemoder guider mig gennem dette ve-helvede og inden jeg ved af det siger jordemoderen at jeg godt må begynde at presse med når veerne kommer. Så jeg presser og presser. Jeg presser ret længe, men der sker ikke rigtig noget, så jordemodren beder mig skifte stilling, så jeg kommer om på alle fire, men det gør det bare endnu værre og jeg begynder at blive træt og løbe tør for kræfter. En anden jordemoder bliver tilkaldt og begynder at finde et ve-drop frem da mine veer er aftagende. Jeg bliver bedt ligge mig på ryggen og jeg får akupunktur på fødderne. Min jordemoder trykker på de akupressur punkter der er lige over knysten og beder min mand klemme mine brystvorter for at stimulere veerne igen. Den anden jordemoder prøver at ligge et drop, hvilket fejler i første forsøg (jeg har elendige årer), men pludselig sker der noget og jordemoderen guider mig igennem de sidste pres og lige pludselig i et pres er lillesøster ude og ligger på min mave kl. 02.16.

Hun er så fin og hun pivser kun lidt mens hun ligger der. Navlesnoren er ikke så lang så hun kan ikke komme helt op til mig, men efter et par minutter klipper jordemoderen snoren og jeg får hende helt op til mig. Og der ligger hun så, lille og fedtet og helt perfekt!

Det var en kæmpe oplevelse at få lov til at føde min datter selv, helt uden nogen former for medicin. Bare at være i det og få hele oplevelsen med. Hun kom over til sin far mens jeg fødte moderkagen og bagefter kom hun tilbage til mig igen.  Jeg lå med hende på brystet mens jeg blev syet, 5 sting i alt, så der kan jeg vist ikke klage. Jeg lå med hende en times tid i min favn og ammede mens der blev ordnet papirer og vi fik ristet brød og saft. Da jordemoderen kom tilbage fik jeg taget blodtryk og blodprøver for at være sikker på at jeg ikke begyndte at udvikle hellp symptomer efter fødslen. Så fik vi os alle tre en lille lur inden vi rejste os for at pakke sammen. Da jeg rejste mig blødte jeg ret meget og blev meget svimmel, jeg var derfor nødt til at blive lidt længere og fik lidt ekstra mad og saft. Da jeg lige havde sundet mig lidt gav vi lillesøster tøj på og gjorde klar til at komme hjem.

Til sidst puttede vi vores lille pige i autostolen, sagde farvel og tak til jordemødrene og gik mod bilen. På vejen ud gik vi forbi tavlen med nåle og stoppede op for at sætte en rød nål i feltet for d. 2 august. Det var en ting jeg havde længtes efter, at få lov til at vise fødslen af mit barn, ved at placere den nål, en ting jeg ikke fik gjort sidste gang.

Til sidst forlod vi fødegangen 8,5 time efter hun kom til verdenen. Det var så surrealistisk at se min mand gå ned af gangen med autostolen, uden slanger, maskiner og ilt og med en helt nyfødt. Mit hjerte blev fyldt med glæde og stolthed. Jeg havde med min krop skab en fin og rask lille pige og havde selv bragt hende til verden præcist som jeg altid havde drømt om.

Det var så min fødselsberetning om lillesøsters fødsels. Jeg skal se om jeg snart kan få skrevet storebrors, som er en del mere kaotisk med sygdom, kejsersnit og en baby født 10 uger før termin.

Tak fordi du læste med.

Fortrydelse og mom guilt

Fortrydelse og mom guilt

Lillesøster er snart 10 uger gammel. 10 uger der på samme tid er gået ekstremt hurtigt og ufattelig langsomt. Da jeg sad og ammede hende tidligere på aftenen og holdt hendes lille søde hånd begyndte jeg at græde. Jeg græd længe mens jeg sad og kiggede på hendes lille søde ansigt, et ansigt der startede med at være spisende med lukkede øjne, til at ligge sovende med munden på vid gab. Hun er så sød når hun ligger der i min favn i sit lille mælkekoma.

Grunden til at jeg græd var mom guilt. For fulde drøn. Det fik mig sådan til at fortryde og skamme mig. Fortryde og skamme mig over de følelser jeg har haft on og off siden hun blev født. Det er ikke nogen hemmelighed at de første 14 dage var hårde for mig. Jeg græd meget af tiden, ikke fordi hun var besværlig eller græd meget, jeg græd fordi jeg led afsavn til min søn. Jeg var ikke længere den mor han var vandt til, vi havde bragt et forstyrrende element ind i hans hverdag, ind i det hjem der var hans helle sted. Og jeg havde så ondt af ham hver gang han græd, hver gang han slog mig i frustration og da jeg langsomt så hvordan børnehaven nu blev hans nye fristed, et sted vor hans søster ikke var. Jeg græd, jeg græd længe og blev ved med at sige til mig selv at det ville gå over når hun blev større og ikke græd så meget og blev ved med at sige til mig selv og min mand “jeg glæder mig til hun bliver større”. Det brugte jeg de første 6 uger på, derefter begynde det at blive lettere, både for mig og for storebror. Her til aften, mens jeg sad og ammede hende og så ned på hendes søde lille ansigt, gik det pludselig op for mig at der snart var gået 10 uger og hvor få af de uger jeg rent faktisk havde nydt at være mor til to. Jeg havde brugt de første spæde uger på at bekymre mig og ønske hun var større, i stedet for at nyde det her fantastiske lille væsen som jeg havde passet på og glædet mig til at møde i 9 måneder.  Og nu er hun næsten 10 uger og er ikke en lille nyfødt længere. Nu er hun en baby der både kan holde hovedet og er begyndt at klukke og hvine når ting er sjove. Hun genkender os og kræver vores opmærksomhed og selskab. Det er vores sidste barn og jeg gik glip af at nyde hende som spæd, fordi jeg var så fokuseret på at hun skulle blive større, så hendes bror lettere kunne rumme hende. Men det skal være slut nu, jeg blev frarøvet alt med storebror og jeg skal ikke frarøves alt med lillesøster fordi jeg bliver fanget i mit sinds spind af bekymringer og frygt. Jeg har aldrig været god til at leve i nuet og har brugt store mængder af mit liv på at bekymre mig om morgendagen, men hvem er egentlig tjent med det? Gør det mig til et gladere menneske? Nej, det gør det ikke. Så for mig selv og mine børns skyld skal jeg blive bedre til at være i nuet. Bedre til at takle tingene som de kommer, for selv al planlæggelse i verden kan jeg ikke bruge til at planlægge mig ud af en hverdag med børn.

L & L, jeg lover jer at jeg vil være her nu. Jeg lover at prøve at bekymre mig mindre. Jeg lover at græde mindre. Jeg lover at frygte mindre og leve mere. Jeg lover at elske jer altid!

Den første tid med lillesøster

Den første tid med lillesøster

Så gik der 6 uger med lillesøster. Tiden går altså bare ekstremt hurtigt med 2 børn i hjemmet! Det har været noget af en omvæltning for os alle sammen, specielt storebror, som har haft det meget hårdt ind imellem. Det startede faktisk ret hurtigt, det var meningen at han skulle være hjemme og holde barsel med os, så hverken ham eller far havde holdt ferie, men efter 5 dage hjemme måtte vi sende ham af sted i børnehave for han kunne simpelthen ikke finde ro derhjemme og var rastløs og ked af det. Det var enormt hårdt for mig at sende ham af sted og følte mig så fejlslagen som mor over ikke at kunne klare dem begge samtidig. Men det blev de første par uger et frirum for ham, hvor han ikke skulle forstyrres af gråd.

Jeg lagde ud med at have det fantastisk det første døgn, men så blev hun ramt af gråd og græd hele andendagen. På tredje dagen var det heldigvis overstået og derefter har hun faktisk været forholdsvis let – 7-9-13. Alligevel blev jeg på fjerde dagen ramt af babyblues, big time! Og det varede så de første 14 dage. Jeg græd, mange gange om dagen, både når jeg var ked, når jeg var glad, når jeg var frustreret og over ingenting. Det var en lettelse da det endelig var overstået, for det var hårdt, specielt når man ofte hører det kun varer et par dage og det så bliver ved og ved. Det nåede dertil hvor jeg blev bekymret for om det var en efterfødselsreaktion. Men nu er det overstået og jeg kan bedre nyde tiden med min familie.

 

Så kom lille-pigen

Så kom lille-pigen

Det bliver lige en lille kort update fra baby boblen.
D. 2 august kl. 02.16 kom vores lille pige til verdenen. 4020 gram og 54 cm.
Fik lige den fødsel jeg havde drømt om, jeg fødte selv uden medicinsk smertelindring. Ja, faktisk nåede jeg kun i karbad som smertelindring. Der gik kun lidt over 4 timer fra vi ankom på hospitalet til hun var ude og vi var hjemme igen inden frokost. Det var så vildt at få lov til at opleve det, at opleve en helt normal og problemfri fødsel.
Jeg skal nok senere skrive en mere detaljeret fødselsberetning, men lige nu er der bare så meget der fylder med lillesøster og storebror (og mor og far) der lige skal indfinde sig i deres nye hverdag.

Lille pigen i hendes “velkommen hjem” outfit

Når baby ikke kommer…

Når baby ikke kommer…

I dag er jeg så 40+6 – hvem havde lige troet det? I hvert fald ikke mig!
Jeg gik og følte mig mega heldig over at nå uge 30, så 34, så 37 og her er jeg så en uge over tid. Når man ved man har en højrisiko graviditet, med stor risici for at føde for tidligt, at få kejsersnit og selv blive syg så er det helt forkert at sidde her nu og være gået over tid og ikke være syg. Kejsersnittet og HELLP er desværre stadig en risici, men det der fyldte mest for mig var at føde for tidligt. Jovist, jeg vil da gerne føde selv og helst ikke sættes i gang og endnu mindre have kejsersnit, men i sidste ende, min datter er stor og sund og rask og det er det vigtigste!
Men det er ikke helt nemt at være højgravid og have en 3 årig med udfordringer, men jeg tager det hele med og har haft meget fokus på ikke på noget tidspunkt at brokke mig eller være negativ over den situation jeg var i. Føler lidt at graviditet nogle gange kan blive en klynke-konkurrence, for jo det er hårdt for kroppen og nej, man sover ikke godt, men man får den bedste gave i verden når det er overstået! Og lige nu ved jeg at der er max en uge til det er overstået og det aldrig kommer til at ske igen. Så jeg prøver at nyde hvert eneste sekund der er tilbage af denne graviditet og glæder mig til at møde vores lille pige.

uge 18, 28, 34, 40

I min hospitalstaske

I min hospitalstaske

Kun 4 dage til termin!
Jeg har selvfølgelig allerede for længst pakket hospitalstaskerne (ja, har 2) for jeg havde aldrig i min vildeste fantasi drømt om at nå så tæt på terminen, men her er jeg så!

Og nu vil jeg dele med jer, hvad jeg har valgt at pakke sammen, for sidste gang nåede jeg jo ikke ligefrem at pakke noget som helst og lige pludselig havde jeg bare næsten alt på hospitalet (man ender med at få slæbt ret meget med når man bor 4 måneder på neonatal afdelingen) Men denne gang regner jeg med at komme til at føde ambulant eller i hvert fald max at være der i de ca. 35 timer man bliver tilbudt i Region Sjælland.

Den første taske er til baby:

 

 

Her har jeg selvfølgelig pakket det hele i pusletasken og i den har jeg;
– Bleer
– Stofbleer
– Ammeindlæg
– Zink salve
– Tæppe (som mormor har strikket)
– En sprutte (som mormor har hæklet) Vores søn havde 2 i løbet af sin tid på neo og var så glad for dem, så selvfølgelig skulle lillesøster også have selvom hun ikke er præmatur.
– 1 natdragt
– 1 kortærmet bodystock
– 2 langærmet bodystocks
– 3 par bukser
– 1 hagesmæk
– 1 hue
– 3 pandebånd
– 3 par strømper
– 1 cardigan
– 1 par strømpebukser
– 1 kjole

 

Det sæt jeg tænker hun skal have på når vi skal hjem fra hospitalet

 

Og så har jeg pakket taske til min mand og jeg:
– Tøj til både far og mor (shorts, t-shirts, undertøj, strømper, amme bh)
– Toilettaske (shampoo, balsam, sæbe, deodorant, tandbørste, tandpasta, creme, vaseline, bind, toiletpapir)
– Hårbørste og elastikker
– Vandrejournal og sygesikring
– Badetøfler
– Kamera og powerbank til mobilerne
– Snacks (som ikke er købt endnu fordi min mand ikke kan beslutte sig for hvad han vil have med)

Toiletpapiret var nok det mest mærkelige, som jeg kunne se flere pakker, men det giver meget mening. Toiletpapiret på hospitaler er ret stift og nok ikke så rart at bruge når man har veer eller lige bagefter, så tænker det var et ret godt råd.
Jeg har også valgt at pakke vores powerbank med fordi jeg godt kan huske hvor elendigt det er med strøm på hospitalet, fordi de netop har sådan nogle mærkelige stikkontakter som al deres udstyr passer i og som regel er der kun 1 eller 2 normale kontakter på en stue og som regel et mærkeligt sted.
Og så er der de der snacks. Så vidt jeg kan læse mig til, må man ikke spise når man er i fødsel?! Kan ikke lige helt se hvorfor, kan godt tænke at man måske ikke har lyst, men hvad nu hvis man har? Skal man så bare sulte et helt døgn? Det skal min mand i hvert fald ikke, men han har ikke været særlig behjælpelig med at fortælle mig, hvad han vil have med, så jeg ender nok bare med at købe noget som jeg ved han kan lide og så må han spise det der er.

Det er de ting, jeg har pakket til os og baby. Er der nogle andre gode ting at pakke eller must-haves til fødestuen? Så må I meget gerne dele dem i kommentarene!